Da Trolddomen bleff heved — & need
Paa Jorden han sveved: Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande,
Ved hver Bevegelse saa stoor at nesten
Dend vaer Smerte
Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed forst:
I Liivets ydre vaer der intet Skifte
Lig det han hafvde folt I Ulvens Liiv
De treller under ham
Med at troskyldig Sind
Fryckter ham,
Een Krafft aff sand Natur,
Som Sanser uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer I sit Jag
Lig Kveldens Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderost hafver nogensinde
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
Demon, Phantom & Varulv
Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han —
I hans Hierteen Affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb
Der —
Sammenkroget
I Vintrens Bund
Felder han al deris Glede,
Liiv, Mod & Haab
Maanen, stiigende paanye,
Hilser ham fra en sunken Himmel
…Oc ved den lydende Midnattssalme
Som Fryckt I Natten vever
Skald de ffromme atter falme