Sagte vender hun Hovedet halfft
Lyddende fjernt til Ord som bli’r talt
Et Sted under Bakken, om Hiertets Vee
Pigen:
«Sola gaar bak Aase ned
Skuggan’ bli saa lange
Natte kjem snart atteved
Teke meg I Fange»
De Taaren dend fulgte hendes Savn
Een Lengsel hiem til siine
Hun vilde saa gierne hafve dem I siin Favn
Sorrigen sadte Rood I navnlos Piine
Hun graader
Hun falmer
Hun seer ey paa Nattesti
Hun falder I Sofn paa Moseseng
Oc aldting tier
Saa decker et Mulm
Hendes Drommers Stier