Vægtløs svævende
i et tankestille rum,
prøver jeg at nå dig nu,
før du helt har vendt dig om,
man kan vende livet ryggen,
flygte fra sig selv,
men aldrig nogensinde slå en kærlig tanke helt ihjel.
Man må ku’ ta’ en smerte mer’,
så det man ser,
er mer’ end drømme der forsvinder.
ind i mellem, af og til,
må man bare ta’ sig tid,
til at gøre døren høj,
til at gøre porten vid,
til at åbne alle sprækker,
slå en gemt antenne ud,
elske dem man virkelig elsker,
la’ sit hjerte få sin brud.
Man må ku’ ta’ en smerte mer’,
så det man ser,
er mer’ end drømme der forsvinder.
Vi må ku’ ta’ en smerte mer’,
så det vi ser,
er mer’ end drømme der forsvinder.
Åh uh åh.
Åh uh åååh.
Vi kan nå hinanden,
i vores himmelrum,
jeg har ører der kan høre
når en tanke kalder «kom».
Og jeg ta’r den op i hånden,
siger ikke spor,
der hvor vi skal hen i nat er der ikke bruge for ord.
Og der er ingen smerte her,
og det vi ser,
er mer’ end drømme der forsvinder.
Der er ingen smerte her,
og det vi ser,
er mer’ end drømme der forsvinder.
Der er ingen smerter her,
det vi ser,
er mer’ end øjnene ka’ se.
Der er ingen smerter her,
og det vi ser,
er mer’ end øjnene ka’ se.
